Opus Zoo blev dannet i efteråret 2013 og består af

Linnea Villén, fløjte, Birgitte Lindum, Obo, Søren-Filip Brix Hansen, Klarinet, Lars Mathiesen, Fagot og Thorbjørn Gram Horn.

Opus Zoo medvirkede i 2014 i P2's Kammermusikkonkurrence og består udelukkende af professionelle klassiske musikere. 

Kvintetten har et bredt repertoire og har spillet koncerter i kirker og musikforeninger i hele Danmark. 

De har også været rundt i hele landet og spillet skolekoncerter. 

I 2020 indgår Opus zoo et samarbejde med en af landets førende musikere, akkordeonisten Bjarke Mogensen med musik af Astor Piazzolla og et nyskrevet værk af Benjamin de Murashkin. 

Opus Zoo's "kendingsværk" er Luciano Berios "Opus Number Zoo". Her tales der, mens musikken spiller og historien om en høne der bliver forelsket i en ræv, en hjort der overvejer verdenssituationen, en gammel mus der udøser af sin livsvisdom og 2 stolte hankatte der kives, udspiller sig. 

 

 

Linnéa Villén: 

Linnéa er i 2014 dimmiteret fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Hun tog sin diplomeksamen samme sted i juni 2009.

Hun har arbejdet som assistent i Radiosymfoniorkestret, Operaen, Sønderborg Symfoniorkester, Cph.phil, Athelas Sinfonietta og Promenadeorkestret og spiller desuden en masse kirkekoncerter, til bryllupper, i virksomheder m.m

Birgitte Lindum:

Birgitte startede som 6-årig med at spille violin og rundede en del andre instrumenter, før oboen blev præsenteret for hende som 13årig (i mangel af bedre!) – hun ønskede egentlig at lære at spille saxofon. Birgitte opdagede dog hurtigt oboens helt unikke kvaliteter, ikke mindst i kraft af sin lærer Jørgen Skyttegaard, som hun også havde hele vejen igennem konservatorietiden i Aalborg.

Efter konservatoriet studerede hun et år i London hos Gordon Hunt og tog så hjem og freelancede. Udover at assistere i de fem landsdelsorkestre spillede Birgitte alt fra kammermusik over ny musik og cross-over til opera, musicals og teaterforestillinger. Endelig var hun også en del i Malmö- og Helsingborg symfoniorkestre, før hun fik tilbudt prøvetid i Värmlandsoperan, som hun takkede nej til, da hun i november 2009 blev fastansat her i Cph.Phil.

Søren-Filip Brix Hansen:

Søren-Filip begyndte at spille som 9-årig i Tivoligarden og har en MGK studentereksamen fra Sankt Annæ Gymnasium. Søren Filip er uddannet på DKDM hos John Kruse, og debuterede fra solistklassen i 2016. Han har været på udveksling på Aaron Copland School of Music, New York hos klarinettisten Charles Neidich.

Søren-Filip blev i december 2016 fastansat i Den Kgl. Livgardes Musikkorps, og har derudover haft kontrakt i Storstrøms Kammerensemble, og assisteret i samtlige landsdelsorkestre samt DRSO, Kapellet og Helsingborg Symfoniorkester. Søren Filip har siden 2011 været lærer i Tivoligarden samt på MGK.

Lars Mathisen:

Lars Mathisen begyndte at spille fagot på Randers Musikskole hos Søs Kjelgaard, som også førte ham gennem MGK og til konservatoriet. 

Lars har studeret på konservatoriet i Århus, Stockholm, København og Odense. Sidstnævnte debuterede han fra i 2018. Han har studeret ved blandt andre Mogens Mogensen, Morten Østergaard og Sebastian Stevensson.

Lars har spillet med samtlige danske symfoniorkestre, Randers Kammerorkester, Helsingborg Symfoniorkester samt Det Kgl. Kapel.

I 2019 blev Lars fastansat i Odense Symfoniorkester. 

Thorbjørn Gram:

Thorbjørn Gram (f. 1980) er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium hos Erik Nielsen og Jakob Keiding samt på Hochschule für Musik und Theater Zürich hos David Johnson. Thorbjørn har spillet med samtlige professionelle symfoni- og militærorkestre i Danmark, bl.a. fire år som 3. horn i DR Symfoniorkester (2006-10). Thorbjørn har desuden spillet i flere udenlandske orkestre (bl.a. Royal Scottish National Orchestra og Malmø Symfoniorkester), samt med mange andre større og mindre ensembler i Danmark. Thorbjørn er siden 2019 fast medlem af Athelas Sinfonietta og er hyppigt brugt som solist i kirker landet over.

  • Facebook Social Icon